Søren Pilmark som Tomas Stockmann i EN FOLKEFJENDE.
Foto: Sara Galbiati

Fortæl lidt om baggrunden for forestillingen

Stykket er skrevet i 1882 – en tid, hvor det norske kongehus stadig havde meget magt, men der var forandringer i luften. Diskussionerne gik på, om folket skulle have mere magt og kongen mindre. Allerede to år senere i 1884 indførte Norge parlamentarisme, hvor folkevalgte skulle repræsentere folket fra forskellige partier.

Da Ibsen skrev En Folkefjende, var hele ideen om at lytte til folket og lade folket stemme og bestemme på en måde en ny idé. Det havde mange intellektuelle såsom Ibsen en del problemer med. Han så, at der var en risiko for, at man som individ kan tabe sine egne idealer og moral, når man står i direkte relation til ’folkeviljen’. Og at de magthavende og intellektuelle skulle gøre alt for at please folket i stedet for at træffe de rigtige og ”sande” beslutninger. Man bliver simpelthen korrumperet af folket. Så på den måde kan man i høj grad læse En Folkefjende som den tids udtryk for en slags frygt for, hvad parlamentarismen og demokratiets indførsel kan gøre ved os som frit tænkende mennesker.

Hvilke tanker eller opdagelser har du gjort dig i forhold til at arbejde med En Folkefjende?

Jeg synes, at En Folkefjende er et stykke, der tager fat i nogle spændende ideologiske og filosofiske spørgsmål, og så handler det meget om vores personlige livsanskuelser. Det sætter spørgsmålstegn ved vores holdninger til demokratiet og samfundet, men især til vores moral og idealer. Hvor meget er vi parate til at ofre for det, som er moralsk rigtigt? Findes der overhovedet noget, som er ”moralsk rigtigt”? Eller er det subjektivt og op til det enkelte individ selv at tage stilling til? Er det i virkeligheden dét, som er det smukke ved vores demokrati, at vi kan bruge det som værktøj til at træffe de korrekte beslutninger? Eller er vores nutidige demokrati snarere en forvaltningsmodel, der gør, at de fleste af os slipper for selv at tage stilling til dybere ideologiske spørgsmål?

Jeg ser idealer som et emotionelt og intellektuelt kompas, der kan hjælpe os med at træffe valg i livet og i det politiske. Jeg er født i 80’erne og vokset op med en forældregeneration, der var unge i 60’erne og 70’erne. En tid, hvor alting skulle forandres. Der skulle gøres oprør mod det gamle, det nye stod for døren og en anden verden var mulig. Som ung hørte jeg meget om den tid, hvor den ideologiske samtale var i fokus, og hvor idealerne var det smukkeste, der fandtes. Jeg ser på sort-hvid billeder fra den tid, hvor ungdommen besætter huse og holder politiske møder. Jeg blev jaloux.

Men i dag spørger jeg også mig selv, hvad der blev af den generation? Og hvad skete der med os – børnene af den generation? De spørgsmål optog mig meget i min bearbejdelse af En Folkefjende. Ligesom jeg har mange spørgsmål til dén generation, så tror jeg, at generationerne efter os kommer til at have spørgsmål til min generation. Jeg er bange for, at spørgsmålet kommer til at lyde: Hvorfor gjorde I ikke noget?

Måske vil vores svar være, at vi troede på demokratiet. Vi troede på folkeviljen og på, at flertallet nok skulle forstå, hvad der skulle til for at få bugt med problemerne, vi kæmpede med. Men her ville vores hovedperson Tomas Stockmann have sagt: ”I en tid som vores, hvor størstedelen af menneskeheden er sunket ned i dumhed og afstumpet ligegyldighed, der er demokratiet et fejlslagent system.” Er det en folkefjende, der taler sådan? Eller en sandhedskriger?

Hvorfor skal man spille En Folkefjende i dag?

Der findes nogle interessante paralleller fra dengang Ibsen skrev stykket og til vores tid. Han skrev stykket i en tid, hvor demokratiet var på vej til at slå igennem. Og man kan på mange måder sige, at vi i den vestlige verden i dag lever i en slags demokratisk krise, hvor demokratiet er truet fra mange forskellige side, f.eks. af højrepopulister og videnskabsbenægtere. Jeg aflæser det som om, at der er noget i vores politiske system, som skaber grobund for, at nogle faktisk begynder at tvivle på hele det vestlige politiske projekt. Er det demokratiet, der fejler? Er det politikerne? Eller er det os, ”folket”, der bare ikke træffer gode nok beslutninger? Eller er det, for igen at citere stykkets hovedkarakter Tomas Stockmann, når han beskriver sit lokalsamfund med en hus-analogi: ”Som når man vil skifte tag på et gammelt hus, og man må se i øjnene, at fundamentet er pilråddent.” Hvorfor ikke bare lade dem, der har forstand på tingene beslutte, hvordan tingene skal gøres, og så kan den dumme del af folket bare tie stille. Men det er jo ikke særlig demokratisk…