Nørrebro Teater arbejder kontinuerligt på at blive tilgængeligt for så mange mennesker som muligt. Herunder kan du læse om vores tiltag.
KØRESTOLSPLADSER OG LEDSAGEORDNING
Der findes en kørestolsplads på Nørrebro Teater.
Ledsagekort kan benyttes og giver mulighed for gratis at medtage en ledsager.
Kørestolsplads og ledsagebilletter kan udelukkende købes ved at ringe til vores billetkontor billetkontor på telefon 70 272 272 (man kl. 10-17 og tir-fre kl. 14-17) eller på info@billetbillet.dk.
Der er adgang til salen for kørestole via en trappelift, der betjenes af personalet. For at benytte liften, skal du ankomme mindst 30 min. før forestillingen begynder. Henvend dig til personalet i baren, når du ankommer. Dimensionerne på liftens platform er 99×77 cm, og liften har automatiske sikkerhedsklapper og –bøjler på tre sider, der skal være på plads for, at liften kan køre. Dette kan medføre, at kørestole med mere end to hjulpar, iltudstyr eller lignende, eller kørestolsbrugere med behov for, at fodstøtterne altid er i laveste position, ikke har plads nok på liften.
Har du spørgsmål til tilgængeligheden ifm. dit besøg, bedes du kontakte publikumschef Jeppe Næsted Jensen på jeppe@nbt.dk eller telefon 2611 1945.
ADGANG TIL TEATRET
God Adgang har udarbejdet en detaljeret præsentation af adgangsforholdene på Nørrebro Teater, der gør det lettere for vores publikummer at planlægge en tur i teatret afstemt efter egne forudsætninger. Se præsentationen her.
FM-UDSTYR
Har du nedsat hørelse og har du brug for ekstra udstyr for at forbedre din lytteoplevelse i salen? Til alle Nørrebro Teaters forestillinger og arrangementer i salen, kan du gratis reservere udstyr, der kan hjælpe dig.
– Et trådløst FM-udstyr (en modtager, hvorpå du selv kan regulere lydstyrken samt et sæt hovedtelefoner).De individuelle modtagere forbindes til et sæt hovedtelefoner, som kan lånes af Nørrebro Teater, eller du kan medbringe dine egne hovedtelefoner og få en bedre lydkvalitet. Dine egne hovedtelefoner skal dog have minijack-stik.
– En personlig teleslynge (en lille hals(tele)slynge, som primært er til brugere med kraftigt høretab). Vær opmærksom på, at der KAN forekomme lavfrekvent brummen ved benyttelse med hals(tele)slyngen. Det skyldes udefrakommende støj fra de tekniske installationer i salen. De personlige halsteleslynge sender lyden til høreapparatet, hvis du har høreapparat med telespole og teleslyngeprogram.
– En DT 770 Pro, som er en større hovedtelefon, med mulighed for lidt mere lyd.
FM-udstyret erstatter tidligere teleslyngeanlæg.
Lån af FM-udstyret inkl. hovedtelefoner gratis
FM-udstyret kan reserveres på forhånd. Dette gøres online i forbindelse med billetkøb på www.nbt.dk eller ved at kontakte vores billetkontor på info@billetbillet.dk eller telefon 70 272 272.
FM-udstyret udleveres af personalet i teatrets bar. Efter forestillingen afleveres FM-udstyret til personalet i baren.
Udstyret er nemt at betjene og vores personale vil altid være behjælpelig med eventuelle spørgsmål.
FM-udstyr og personlig teleslynge er muliggjort i partnerskab med høreapparatproducenten Oticon og med støtte fra Oticon Medical.
Så simpelt er det at anvende FM-udstyr
SERVICEHUND
Du er velkommen til at tage din servicehund med i teatret. Vi vil blot bede om, at din hund er uddannet servicehund eller er under træning til at blive det. Din hund skal også være tydeligt afmærket med hund-på-arbejde-vest eller lignende.
Hvis du gerne vil købe en billet med plads til din servicehund, skal du kontakte vores billetkontor på telefon 70 27 22 72, hverdage kl. 14 -17 (mandag kl. 10-17). Du kan også skrive til info@billetbillet.dk.
Billetterne kan også købes ved personligt fremmøde på teatret en time før forestillingsstart og kun til samme dags forestillinger. Vi tager forbehold for udsolgt.
SOLSIKKESNOREN – GØR DET USYNLIGE SYNLIGT
Nørrebro Teater er blevet en del af Solsikke-programmet for at være med til at sætte fokus på usynlige handicaps og gøre teaterbesøget lettere for personer med skjulte diagnoser og handicaps.
Solsikkesnorens formål er at gøre hverdagen nemmere for både den, der har et usynligt handicap, og samtidig gøre det nemmere for alle andre at vise hensyn og hjælpe, hvor der er brug for det.
Solsikkesnoren giver personer med usynlige handicaps og diagnoser mulighed for, på en diskret måde, at signalere et behov for særlige hensyn, lidt ekstra tid eller hjælp.
Der findes ingen liste over usynlige handicap. Hvis du oplever at have brug for mere tid, tålmodighed og hjælp end andre, og du føler, at det vil hjælpe dig at gå med Solsikkesnoren, så skal du gøre det.
Du kan få udleveret en gratis solsikkesnor ved at henvende dig til vores forhuspersonale, når du ankommer til teatret.
Læs mere om Solsikken her.
Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele på teatret, men fungerer som et signal til personale og øvrige publikummer om, at bæreren af Solsikkesnoren kan have behov for ekstra hensyn.
SOCIAL PRÆSENTATION AF TEATRET
I samarbejde med AutismGoTo har Nørrebro Teater fået udarbejdet en social præsentation af teatret, som er målrettet mennesker med autisme og folk i deres netværk. Den sociale præsentation kan gøre det lettere at planlægge og gennemføre et teaterbesøg.
Du kan hente den sociale præsentation her.
I tillæg til den sociale præsentation, har vi udarbejdet en informationsside med praktiske oplysninger om Nørrebro Teater. Den kan du hente her.
SÆDEMÅL
Sæderne i vores sal er ikke alle lige store, og rækkerne i salen buer en smule. Følgende mål er derfor cirka-mål:
Sædebredde ca. 46 cm.
Sædedybde: ca. 46 cm.
Ryglæn højde: ca. 62 cm.
Afstand til foranstående sæde: ca. 27 cm.