Med performative greb og youtube-inspireret dramaturgi bringer instruktør Emil Rostrup den græske myte ind i nutiden som et spejl på de kræfter, der former vores liv og fremtid. Hvem styrer egentlig kampen om mennesket i dag – techmoguler, verdensherskere eller andre guddommelige kræfter?

Den fremsynede titan Prometheus skaber mennesket – et væsen så sårbart og skrøbeligt, at han må trodse den herskende Zeus for at beskytte det. Prometheus stjæler ilden fra guderne og giver den til mennesket. Ilden er delbar, ligesom filer, memes og ideer – den bliver ikke mindre af at blive delt, tværtimod. Snart breder ilden sig blandt menneskene, åbner nye muligheder, men bringer også fare og forbandelse. Da Zeus som straf lænker Prometheus til evig tortur på bjerget Kaukasus, må menneskene klare sig uden deres skaber, imens ilden fortsætter sin vej i verden med teknologien som livsvidne.

Det tværæstetiske værk udfolder sig i spændingsfeltet mellem disse kræfter: Prometheus, der kæmper for menneskene, men samtidig drages af en fremtid, han kan se, men ikke ændre – og Zeus, der bruger sin magt til at kontrollere og bremse uden hensyn til menneskelig frihed.

Prometheus er en fortælling om oprør, skabelse og straf i scenografi af Mikkel Rostrup og med originalt lyddesign af Kevin Eagle Oliver. Forestillingen er sammensat af tekstpassager skrevet af Amalie Smith samt skuespillernes egne tekster, og dramaturgien er skabt af holdet ud fra collective directing – en eksperimenterende og intuitivt begrundet metode.

”Jeg tror altid, folk har været dystopiske overfor ny teknologi, men vi er allerede cyborgs, for vi kan ikke klare os uden vores redskaber. Så det handler ikke om, vi har teknologi, men om, hvordan vi bruger den, og hvem der bestemmer over den. Smartphones har ændret vores måde at være på helt kropsligt, og det går op for os 10 år efter, de kom. Vi har også snakket om, hvordan det påvirker os som mennesker, at vi hele tiden skal effektiviseres med teknologi. Det er ligesom snydekoder i spil. Det bliver nemmere, men man ødelægger oplevelsen af spillet og livsglæden bliver ikke større”
– Emil Rostrup, Iscene