TIDSPUNKT
04. nov. 2026 -
04. nov. 2026
Kl. 19.00
Sted
Nørrebro Teater
2200 København N
Varighed
Ca. 75 minutter uden pause
DON’T FEAR THE WEIRD FESTIVAL OG NØRREBRO TEATER PRÆSENTERER EMMA HOLTEN OG MORTEN PAPE: DET SÅRBARE MENNESKE
Vi lever i et samfund, der hylder det stærke og succesfulde individ, men hvad betyder det for vores forhold til sårbarhed, omsorg og fællesskab?
Forfatterne Morten Pape og Emma Holten mødes med moderator Iben Maria Zeuthen i en samtale om, hvordan vi måler et menneskes værd.
Om erfaringer med at være barn af underklassen og psykisk sygdom – og om at blive ramt fysisk og miste fodfæste. Om hvilke liv vi giver plads og værdi, og hvilke der risikerer at blive overset. Og om hvorfor sårbarhed ikke er et individuelt problem, men et fælles anliggende, der angår os alle.
Emma Holten er debattør og forfatter til bogen Underskud (2024). Hun har holdt talrige keynote-foredrag i Europa og USA og forelæser desuden på uddannelsesinstitutioner, i organisationer og virksomheder.
Hun har været medlem af ekspertforum under European Institute for Gender Equality som ekspert i feministisk økonomi og er medlem af rådgivningskomitéen for kvinders rettigheder hos Human Rights Watch. I 2023 blev hun udpeget som rådgiver for regeringens magtudredning.
Morten Pape er forfatter og manuskriptforfatter. I 2015 debuterede han med Planen, en autofiktiv roman om sin egen opvækst i Urbanplanen på Amager. Siden har han udgivet de prisbelønnede romaner Guds bedste børn (2019) og I Ruiner (2022). Sammen udgør de den såkaldte Amager-trilogi, hvori Pape undersøger, hvordan miljø, arv og valg former menneskers livsbetingelser. I sin nyere familietrilogi vender han blikket mod sine forældres og bedsteforældres historier. Nøglebarn (2024) og efterfølgeren Månebarn (2025) udforsker generationers ar efter kærlighed, svigt og vold.
Iben Maria Zeuthen er journalist og radiovært særligt kendt for sine portrætprogrammer. Hun har ofte et fokus på eksistens, tro, ulighed og klima i sine programmer, som hun har lavet for bl.a. DR P1, RADIO IIII og det hedengange Radio24syv.
Samtalen er præsenteret i samarbejde med Don’t Fear the Weird Festival 2026, som Psykinfo Region Hovedstaden står bag.



