Verdenspremiere på Nørrebro Teater
Med sin banebrydende Millenium-trilogi har Stieg Larsson forenet populærunderholdning, samfundskritik og kønsrolleopgør. Nu kan du opleve verdenspremieren på teaterversionen af den første af de populære bøger, når Nørrebro Teater i samarbejde med Stieg Larssons enke, Eva Gabrielsson, præsenterer Mænd der hader kvinder.
Millenium-bøgerne har tryllebundet mennesker over hele verden med historien om det umage par, journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. I fællesskab optrevler de mysteriet om kvinden Harriett Vangers forsvinden og afdækker derved en uhyggelig virkelighed om overgreb og misbrug i den magtfulde Vangerfamilie.
Mænd der hader kvinder er en vigtig fortælling om vores samtid og værdier. Om magtmisbrug i samfundets top. Og ikke mindst om en ny type mand og en ny type kvinde: Blomkvist og Salander, som på hver deres måde gør op med traditioner og normer.
Velkommen til verdenspremieren på Mænd der hader kvinder!
Scenograf: Karin Betz
Tekst: Stieg Larsson
Dramatisering: Vivian Nielsen
I samarbejde med Stieg Larssons enke Eva Gabrielsson