Fribilletter til Tivolipublikum
Pressemeddelelse, august 2010
Nørrebro Teater giver gratis forpremierebilletter til skuffet Tivolipublikum
Er du en af dem, som ikke fik den lovede oplevelse til Rolando Villazón-koncerten i Tivoli? Så henvend dig til Nørrebro Teater og få en gratis billet til musikteaterstykket Evig ung i stedet.
Oprindeligt besluttede Tivoli, at der ikke blev nogen refundering af billetprisen til de publikummer, som kom til Tivolis Koncertsal for at opleve Rolando Villazón. Den beslutning blev taget på trods af, at publikum kun oplevede ganske lidt af den scenekunstner, de kom for at se.
Derfor besluttede Nørrebro Teater at tilbyde Tivolis publikum fribilletter til forpremiererne på forestillingen Evig Ung. Efterfølgende fik Tivolis publikum pengene tilbage, men tilbuddet fra Nørrebro Teater står selvfølgelig ved magt - har du en billet eller et købsbevis til Villazon-koncerten, så kan du ombytte den til en billet til forpremiererne på Evig Ung.
På Nørrebro Teater synes vi ikke, det var rimeligt, at publikum blev straffet for en kunstners sygdom og manglende evne til at gennemføre en koncert.
Derfor vil vi gerne tilbyde Tivolis publikum en anden oplevelse som erstatning. Vi har ganske vist ikke opera på programmet, men vi har musikforestillingen Evig ung, og vi tilbyder Tivolis publikum billetter til forpremiererne (læs mere om forestillingen nedenfor).
Kitte Wagner, direktør for Nørrebro Teater, udtaler:
”Et credo på Nørrebro Teater har altid været, at vi er her for publikums skyld. Det giver sig selv, at uden publikum eksisterer teater ikke – og det gør koncerter heller ikke, for den sags skyld. Publikum er sidste brik i scenekunsten, og det skal man have respekt for. Derfor skal publikum selvfølgelig behandles ordentligt.
Som direktør for et underholdningssted provokerer det mig at se nogen udvise den mangel på respekt over for publikum. Vi synes, det falder tilbage på resten af branchen. Derfor har vi på Nørrebro Teater lyst til at erstatte den dårlige oplevelse hos Tivoli med en musikteateroplevelse hos os.
Det handler jo ikke kun om en koncert, man ikke fik hørt. Det er også flere uger, hvor publikum har gået og glædet sig, og det er måske lang transporttid til koncerten. Og så er det selvfølgelig en aften med ægtefællen, vennerne eller forældrene, som man har planlagt, og som har stor personlig værdi. Det kan man ikke bare være ligeglad med.”
Sådan gør du:
Vi tilbyder billetter til en af forpremiererne på Evig ung:
• Onsdag d. 15. september kl. 20.00
• Torsdag d. 16. september kl. 20.00
• Fredag d. 17. september kl. 20.00
Mail til Nørrebro Teaters billetkontor på billet@nbt.dk.
NB: Ved afhentning af billetterne skal du præsentere din billet til Rolando Villazón-koncerten – eller alternativt et købsbevis i form af kvittering.
Om EVIG UNG:
Tag med på en hitparade af gamle og nye popsange i Evig ung - en humoristisk musikforestilling om unge hjerter i gamle kroppe. Med sin blanding af slapstick, galgenhumor og ukuelig livsglæde har forestillingen i årevis trukket fulde huse i Tyskland og Norge, og nu får den også en dansk version!
Vi skal 40 år ud i fremtiden. Den bygning, som engang husede Nørrebro Teater, er nu plejehjem for de aldrende skuespillere Troels Lyby, Ditte Hansen, Laus Høybye, Lene Maria Christensen og Tom Jensen. De plejes af den velmenende SOSU-assistent - som i øvrigt er formand for foreningen "Ja til aktiv dødshjælp" - men når hun forlader opholdsrummet, får piben en anden lyd.
Gamle rivaliseringer dukker op til overfladen, det gør også anekdoter fra tiden som sexsymbol og ikke mindst erindringer om pop- og rockklassikere fra de smådemente skuespilleres ungdom. Omkring stuens flygel kaster de sig ufortrødent ud i sange som Stayin' Alive, Forever Young, Barbie Girl og We shall overcome - uden hensyntagen til kunstige knæ, strubehoste og inkontinens. For stemmerne fejler ingenting, og livsgnisten er helt intakt!
Billede fra forestillingen Evig ung kan downloades på www.nbt.dk under ”presse”.
For yderligere information kontakt undertegnede.
Venlige hilsner
Kontakt: Pressemedarbejder Anna Laulund, T / 52 14 14 32, E / anna@nbt.dk




